Forside
Foto: Keld Bertelsen
af Line Sofie Ravn

Det nye Give Open Air er på plads

Da Henrik Henriksen og John Juhl startede Give Open Air op, var det meningen, at lokale foreninger skulle overtage konceptet i løbet af minimum 5 år. Der gik så 11 år, inden de to initiativtagere kunne overdrage gesjæften til det nye Give Open Air, der består af HK Give Fremad, Give Fremad og Give Idrætsforening.

Give Open Air – Det har været nogle fantastiske år med Give Open Air, hvor op- og nedture er gået hånd i hånd. At bringe konceptet derhen, hvor det nu kan kaldes økonomisk bæredygtigt ikke mindst fordi, man har en lokalt og kommunalt baseret underskudgaranti på godt og vel 250.000 kroner, har været en svær proces med mange udfordringer. Men med underskudsgarantien på plads samt et 2014-regnskab, der sender 150.000 kroner til fordeling blandt de deltagende foreninger, kan Henriksen og Juhl med ro i sindet nu lancere deres oprindelige plan om at sende deres ”fælles barn” videre til et nyt regi, der involverer Give og omegns 3 største foreninger.

Afleverer et bæredygtigt projekt

- Nu føler vi, at vi kan være bekendt at give Give Open Air videre til det lokale foreningsliv. Vi har med lanceringen været med til at skabe et vartegn for Give, og vi har været med til at sætte Give positivt på landkortet, hvor vi gennem årene har præsenteret publikum for store navne fra såvel ud- som indland. Vi kan nu - ikke uden en vis glæde og stolthed - aflevere et bæredygtigt koncept til det nye Give Open Air, fortæller Henrik Henriksen, der understreger at når han siger ”vi”, så mener han hele det bagland af frivillige hjælpere, der har stået klar fra dag ét til at bakke op om projektet.

Den nye bestyrelse er på plads

Mandag d. 5. januar blev der afholdt generalforsamling i den nye forening, og her blev der lavet vedtægter samt ikke mindst dannet en bestyrelse, der kommer til at se således ud: Formand, Henrik Henriksen. Kasserer, John Juhl, Næstformand, Jesper Hansen (HK Give Fremad), sekretær, Henrik Johansen,(Give Fremad fodbold) og medlem Michael Frydensberg, Give Idrætsforening. De tre foreninger har fra ”kampstart” godt og vel 2000 medlemmer i ryggen, og det er med til at give projektet både rygrad og lokalt ejerskab. Samtidig er det katalog af ”afdelingsledere” og tovholdere i de forskellige driftsområder (alkohol, scene, forplejning, telte osv.) ved Give Open Air igen til rådighed, hvilket betyder, at ”det nye Give Open Air” også i 2015 i høj grad også bliver det ”gamle Give Open Air”.

Nye bestyrelsesfolk i ”mesterlære”

Det har aldrig været et krav fra Henrik Henriksen og John Juhl, at de skulle sidde på de to tunge pladser i den nye bestyrelse, men at det blev sådan her i det første overgangsår med den nye konstellation giver rigtig god mening.

– Vi kunne jo ikke bare overlade det hele til de nye folk. Vi sidder med 10-11 års knowhow og erfaring plus en masse godt netværk, så det skal vi selvfølgelig give videre til folkene i den nye bestyrelse. Derfor tilbød vi også os selv på de benævnte poster, og det var vores kolleger i bestyrelsen bestemt rigtig glade for. Nu kan vi så have de 3 nye i ”mesterlære” i 2015, hvor de vil være med på sidelinjen og kigge os overskulderen, så de kan lære mekanismerne og ”faget” indefra. Det synes vi er en rigtig god måde, og John og jeg glæder os allerede helt vildt til at få de her 3 lærlinge under vores vinger. Det bliver et fedt syn, når de 3 gutter bliver spændt for golfvognen og med John ved pisken skal transportere os rundt på pladsen, lyder det fra Henriksen med et Kim Larsen-bredt grin.

Flere hænder til at løfte og større lokalt ejerskab

Nuvel, bortset fra sidstnævnte humoristiske indslag vil der ingen synlige forandringer blive i forhold til Open Air 2015. Publikum vil ikke komme til at mærke forskel, og det vil de deltagende foreninger heller ikke. Man kører videre med samme fordelingsnøgle ved et overskud (der er delt penge ud til foreningerne 5 gange, red.), og de samme foreninger som altid har bakket loyalt op om Give Open Air vil igen få tilbudt en tjans ved ”Danmarks hyggeligste havefest” i 2015.

– Den helt store forskel ved denne her nye konstellation bliver jo, at der nu er flere hænder til at bære på det overordnede niveau. Vi får med involveringen af byens tre største foreninger endnu flere ambassadører, og frem for alt er der mange flere personer/foreninger, der føler at de har et ejerskab i Give Open Air. Foreningerne får et konkret projekt at stå sammen om, og jeg tror også, at det udadtil i forhold til signalværdi til Vejle Kommune er vigtigt, at det nu er byens 3 store foreninger, der tager ejerskab omkring Give Open Air, påpeger Henriksen.

Lad os nu få et rigtig godt Give Open Air 2015

Han roser de tre involverede foreninger for deres store samarbejdsvilje omkring dialogen og søsætningen af den nye Open Air-konstellation. Der er også ros fra Henriksen til Claus Lykke Jensen fra Partner Revision, der har været afgørende for at få alle de administrative og lovformelige foranstaltninger på plads omkring den nye konstellation, der allerede pr. 5. januar var 100 % køreklar med nyt CVR-nummer osv.

- Nu håber vi så inderligt, at 2015 bliver et godt år, så den nye bestyrelse og dermed de tre foreninger får en rigtig god start, meget gerne med et lækkert overskud al la det vi fik i 2014. Vi synes, at der er blevet sat et rigtig godt hold med den nye bestyrelse, musikprogrammet er på plads, det hele kører bare på skinner med et godt, rutineret hold i ryggen, så selv om det selvfølgelig på sigt er vemodigt at skulle slippe tøjlerne, er vi glade for, at vi nu endelig er nået dertil, hvor vi kan give projekt Give Open Air videre til lokale foreninger, som det har været planen fra begyndelsen, siger Henrik Henriksen.

Nyheder
Give Open Air takker for i år

Vi vil gerne takke gæster, frivillige og ikke mindst vores sponsorer!

Læs mere
Største sceneshow i Give Open Airs historie

Når Martin Jensen går på scenen kl. 23 på lørdag som sidste mand, bliver det med festivallens største sceneshow!

Læs mere
DJ Noise laver larm i Sportsbaren

Det store telt hedder i år Sportsbaren, og bag DJ Pulten i teltet finder du DJ Noise.

Læs mere
Martin Jensen kommer til Give!

Den verdenskendte Dj, Martin Jensen, kommer til Give d. 16. juni.

Læs mere
Kunstnere klar til Give Open Air 2018!

Vi kan nu offentliggøre de første 5 kunstnere til Give Open Air 2018.

Læs mere
Tusind tak for i år!

Vi vil gerne takke gæster, frivillige og ikke mindst vores sponsorer!

Læs mere